Det var 21 tropsspejdere og fire ledere, som fulde af eventyrlyst fulgte i vore forfædres fodspor og rejste til Irland 8 dage midt i juli måned. I modsætning til vore vikingeaner var hensigterne dog ganske fredelige og der blev trænet flittigt i spejderfærdigheder frem for våbenbrug. Måske også derfor blev spejderne mødt med en utrolig gæstfrihed - både fra den lokale irske spejdergruppe i Dublin og fra befolkningen i øvrigt.
Den første halvdel af turen tilbragte Vibys tropsspejdere i Dublinområdet med den lokale spejdergruppe, Balbriggan, som på trods af sommerferien havde formået at stable et festfyrværkeri af aktiviteter på benene. Det omfattede bl.a. to orienteringsløb i blandede patruljer i henholdsvis Dublin centrum og i slotsparken på det smukke Ardgillan Castle. Derudover fik spejderne lov til at prøve kræfter med de irske sportsgrene Gælisk fodbold og hurling, ligesom det blev til et par svømmeture i Det Irske Hav. Balbriggan-gruppen stillede oven i købet deres spejderhytte frit til rådighed for danskerne og den blev omdrejningspunkt for hyggelige aftener med lege, spil, snakke og ikke mindst en legendarisk kulinarisk udfordring, hvor der gensidigt blev smagt på de to landes specialiteter under stor jublen og morskab. Vibyspejderne inviterede hver aften deres irske venner på aftensmad, og det var derfor også en øjenåbner for danskerne at se forskelle i kostvaner - f.eks. at grøntsager absolut ikke hører naturligt hjemme på tallerknen hos en irsk teenager.
Efter tre intense dages samvær kaldte de barske irske fjelde dog på de danske spejdere og med tog og bus drog de den lange tur til det alleryderste sydvestlige hjørne, hvor Bearahalvøen strækker sig ud i Atlanterhavet. Det styrker karakteren at skulle klare sig på egen hånd hvor alt fra proviant til telte og gryder foruden personlig udrustning skal bæres på ryggen og hvor godt friluftshåndværk er essentielt for at alle kan tørne sikkert og tørt ind for natten. Spejderne fik brug for mange af de tillærte færdigheder, idet lejren to gange skulle sættes op helt ude hvor de tonstunge Atlanterhavsdønninger fik klipperne til at ryste. Til gengæld kvitterede landskabet med uforlignelige naturscenarier med solnedgange over øde øer, brændinger der sendte havvandsfontæner ti meter op i luften, skyformationer over storladne fåregræssede klipper og et festfyrværkeri af blomster og laver i alle tænkelige farver. Specielt stor var oplevelsen, da spejderne blev transporteret 400 (??) meter over havet til øen Dursey i den gamle tovbane, der i sin tid havde sendt får til og fra øen. Dermed fik spjederne muligheden for at udforske den meget spændende natur på øen. Vandreturen sluttede i den gamle mineby Allihies, hvor det lykkedes at finde sten med fine mineraler inden det velfortjente afsluttende aftensmåltid med fish and chips på byens pub!
Besøget i Irland var resultat af et to år langt forløb, hvor spejderne startede med at formulere hvilke drømme, de havde for resten af deres tid som tropsspejdere og siden opstillede mål for de mange mellemliggende spejdermøder, så de vigtigste drømme kunne indfries. De har derfor arbejdet målrettet med orientering, teltopsætning, madlavning på fjeldet, førstehjælp og mange andre klassiske friluftsdyder. De har også selv tjent mere end 40.000,- kroner på juletræssalg og aflæsning af vandmålere for Viby Dals Vandværk. Det helt store spørgsmål var så hvor turen skulle gå hen og flere spændene destinationer var under overvejelse indtil de på spejdernes store lejr i Sønderborg i 2017 mødte nogle irske drengespejdere fra Balbriggan som ligger en times togkørsel nord for Dublin. Det blev til nogle gode og dage sammen hvor mange udfordringer blev løst i fællesskab og efter lejren var der stemning for at netop Irland skulle være målet for den store tur. Kontakten blev holdt til de lokale spejdere og de havde
Turen til Irland blev en i særklasse fin tur og en uforglemmelige oplevelse, der i den grad har gjort en stor forskel for byens unge spejdere! Spejderne vil derfor gerne sende en stor tak til CP Container, Viby Dals Vandværk, Coronet og Viby Genbrug for deres bidrag til turen. Der skal også lyde en tak til Nordea Fonden, som sponsorerede 3 fantastiske telte til turen.
Tropsspejderne vil den 2. oktober kl. 19 afholde Irsk Aften i KulturCosmos, hvor alle interesserede kan komme og se og høre mere om det spændende møde med Irland.